Åbning af Casa Jorn i Italien
Asger Jorns hus i Albissola Marina åbnede som et museum efter en gennemgribende renovering lørdag d. 3. maj 2014 ved en officiel indvielse.
Da Asger Jorn i 1954 slog sig ned i Albissola, var det allerede en by med stolte keramiske traditioner. I en af byens keramiske fabrikker arbejdede Jorn med mange kunstnere fra forskellige lande. Det var her, Jorn skabte nogle af sine bedste keramiske værker – ikke mindst det store relief på 3 x 27 meter til Aarhus Statsgymnasium.
Det store hus oppe i bjergene ved Albissola Marina fremstår i dag som Jorn skabte det – fyldt med vægmalerier og keramiske udsmykninger både inde og ude.
Åbningen af Casa Museo Jorn foregik også med stor dansk bevågenhed, med deltagelse af bl.a. den danske ambassadør i Rom, repræsentanter fra Silkeborg Kommune, Kulturstyrelsen, Troels Jorn og Museum Jorn.
I dag er Casa Jorn et levende sted, der i den grad er et besøg værd. Læs mere her: amicidicasajorn.it
Mødet med brødrene Poggoi
Åbningen af Casa Museo Jorn i Albissola førte til et særligt møde med brødrene Giovanni og Piero Poggi på det keramiske værksted, San Giorgio. Det var her sammen med Giovanni Poggi, at Asger Jorn udførte sine største keramiske værker. San Giorgio er stadig centrum for keramisk produktion, men også et levende, historisk værksted, der fortæller om Asger Jorns arbejde i Albissola.
”Rundturen på San Giorgio var som en tidslomme, der giver etn ekstra dimension til den historie om Asger Jorn, vi kender. Han har haft stor betydning både kunstnerisk og personligt for Giovanni Poggi, som har arbejdet tæt sammen med ham, og for byen Albissola” siger Rune Dreier Kristensen. ”Det er en historisk forbindelse, som vi i Silkeborg skal sætte langt større pris på.”
Det var også en tydeligt rørt 82-årig Giovanni Poggi, der endelig kunne se Casa Jorn restaureret og med det den anerkendelse, som kunstnerne i byen i mange år har følt manglede.
Værkstedet San Giorgio viser frem til september udstillingen ”Asger Jorn. La Fabbrica dei sogni” (Asger Jorn. Drømmefabrikken, red) som en hyldest til Jorn, der netop betragtede San Giorgio som drømmefabrikken, hvor alt kunne lade sig gøre.







