Vedtægter
Vedtægter Venskabsforening for Silkeborg – Albissola Marina.
§1 Foreningens navn
Jorn Legacy. Venskabsforening for Silkeborg- Albissola Marina.
§2 Foreningens hjemsted
- Silkeborg
§3 Foreningens formål
- At bevare og udvikle samarbejdet mellem Albissola Marina og Silkeborg Kommuner.
- At bidrage til fortsat fokusering på Asger Jorns keramiske værker og hans liv i Albissola Marina.
- At udvikle kendskabet til de keramiske værksteders (Ceramiche San Giorgio og Ceramiche Mazanti) samarbejde med Asger Jorn.
- At fremme bevidstheden i Silkeborg om det kulturelle unikke forhold der er mellem Albissola Marina og Silkeborg gennem oplysning, udstillinger m.v.
- At støtte og iværksætte samarbejdsprojekter mellem kunstnere, kulturinstitutioner, erhverv og borgere
§4 Medlemskab
4.1 Alle, der går ind for foreningens formål, kan blive medlem. Man er medlem af foreningen, når medlemskabet er registreret.
4.2 Medlemskab af foreningen forudsætter betaling af kontingent. Beløbet fastsættes af generalforsamlingen.
4.3 Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, der arbejder imod foreningen. Det ekskluderede medlem kan skriftligt forlange, at eksklusionen bliver prøvet på førstkommende generalforsamling.
§5 Generalforsamlingen
5.1 Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.
5.2 Bestyrelsen indkalder med minimum 1 måneds varsel alle medlemmer til den årlige generalforsamling. Generalforsamling afholdes inden udgangen af marts
5.3 Forslag til dagsordenen sendes til formanden senest 14 dage før og medlemmerne skal have kendskab til den endelige dagsorden med bilag 8 dage før.
5.4 Stemmeret Alle fremmødte medlemmer har stemmeret
5.5 Alle, der er fyldt 18 år, kan vælges til bestyrelsen.
5.6 Alle afgørelser vedtages med simpelt flertal – dog skal vedtægtsændringer besluttes med 2/3 flertal. Alle afstemninger afgøres ved håndsoprækning. Dog skal der være skriftlig afstemning, hvis dirigenten bestemmer det eller 3 medlemmer på generalforsamlingen ønsker det samt ved alle kampvalg.
5.7 Generalforsamlingens dagsorden
- Valg af dirigent og stemmetællere
- Bestyrelsens beretning
- Fremlæggelse af regnskab til godkendelse
- Fastsættelse af kontingent
- Indkomne forslag
- Forslag til handlingsplan og budget
- Valg af bestyrelse og suppleant
- Valg af revisor
- Evt.
§6 Ekstraordinær generalforsamling
6.1 Et flertal i bestyrelsen kan indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, og bestyrelsen skal indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, når mindst 20% af medlemmerne ønsker det.
6.2 Indkaldelsen til den ekstraordinære generalforsamling skal ske senest 14 dage efter modtagelsen af begæringen. Med indkaldelsen sendes den endelige dagsorden. Varsling som ved den ordinære generalforsamling.
§7 Bestyrelsen
7.1 Bestyrelsen står for den daglige ledelse af foreningen mellem de årlige generalforsamlinger.
7.2 Bestyrelsen består af 5 medlemmer der efter generalforsamlingen fordeler posterne mellem sig, med minimum en formand og en kasserer
7.3 Bestyrelsen vælges for: 2 år og kan genvælges
7.4 Der vælges hvert år en suppleant til bestyrelsen. Hvis et bestyrelsesmedlem forlader bestyrelsen i valgperioden indtræder suppleanten i stedet og bestyrelsen fordeler posterne mellem sig på ny.
7.5 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsens medlemmer er til stede.
7.6 Bestyrelsen udarbejder et aftalepapir for dets interne samarbejde og kan nedsætte arbejdsgrupper efter behov.
7.7 Bestyrelsen kan indbyde relevante personer til at deltage i bestyrelsesmøder, dog uden stemmeret.
§8 Regnskab/økonomi
8.1 Regnskabsåret er kalenderåret (regnskabsperioden er 1/1 -31/12)
8.2 Regnskabet føres af kassereren og skal indeholde oversigt over indtægter og udgifter samt en status. Bestyrelsen er ansvarlig for at udarbejde regnskabet.
8.3 Regnskabet forelægges bestyrelsen løbende samt tilses og revideres af den af generalforsamlingen valgte revisor.
§9 Dispositionsret
9.1 Det er formanden eller kassereren i forening med et andet bestyrelsesmedlem, der har ret til at indgå aftaler på foreningens vegne. Bestyrelsen kan uddelegere retten til at disponere til enkelte bestyrelsesmedlemmer eller nedsatte arbejdsgrupper. Ved køb eller salg af fast ejendom skal hele bestyrelsen underskrive aftalen.
9.2 Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.
§10 Vedtægtsændringer
- Ændringer af vedtægterne kan vedtages på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling, når forslaget er indsendt til tiden og mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede stemmer for forslaget.
§11 Opløsning af foreningen
11.1 Foreningen kan opløses med 3/4 flertal af de fremmødte på to generalforsamlinger, som holdes med mindst en måneds mellemrum.
11.2 I tilfælde af opløsning gives foreningens formue til almennyttige formål, som besluttes på den opløsende generalforsamling
Revideret d. 22. marts 2022